SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
  • PRESSEMEDDELELSE

Pengepolitiske beslutninger

17. april 2025

Styrelsesrådet besluttede i dag at sænke ECB's tre officielle renter med 25 basispoint. Navnlig er beslutningen om at sænke renten på indlånsfaciliteten, som er den rente, Styrelsesrådet bruger til at styre pengepolitikken, baseret på dets opdaterede vurdering af inflationsudsigterne, dynamikken i den underliggende inflation og den pengepolitiske transmissionseffekt.

Nedbringelsen af inflationen er godt på vej. Inflationen udvikler sig fortsat som forventet, og både den samlede inflation og kerneinflationen faldt i marts. Inflationen for tjenesteydelser er også aftaget markant i de seneste måneder. De fleste parametre for den underliggende inflation tyder på, at inflationen vedvarende vil lande på omkring Styrelsesrådets mellemfristede mål på 2 pct. Lønvæksten aftager, og overskuddet dæmper til dels virkningen af den stadig forhøjede lønvækst på inflationen. Økonomien i euroområdet har opbygget en vis modstandsdygtighed over for globale stød, men vækstudsigten er blevet forværret på grund af voksende handelsspændinger. Øget usikkerhed vil sandsynligvis svække tilliden blandt husholdninger og virksomheder, og den negative og ustabile markedsreaktion på handelsspændingerne vil sandsynligvis betyde en stramning af finansieringsvilkårene. Disse faktorer kan forværre de økonomiske udsigter for euroområdet yderligere.

Styrelsesrådet er fast besluttet på at sikre, at inflationen vedvarende stabiliseres på dets mellemfristede mål på 2 pct. Især under de nuværende forhold med ekstraordinær usikkerhed vil det følge en dataafhængig tilgang møde for møde for at fastlægge en passende pengepolitisk linje. Styrelsesrådets rentebeslutninger baseres især på dets vurdering af inflationsudsigterne med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data, dynamikken i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.

ECB's officielle renter

Styrelsesrådet besluttede i dag at sænke ECB's tre officielle renter med 25 basispoint. Tilsvarende vil renten for indlånsfaciliteten, de vigtigste markedsoperationer og den marginale udlånsfacilitet blive nedsat til hhv. 2,25 pct., 2,40 pct. og 2,65 pct. med virkning fra 23. april 2025.

Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)

APP- og PEPP-porteføljen reduceres i et afmålt og forudsigeligt tempo, idet Eurosystemet ikke længere geninvesterer afdragene på hovedstolen fra værdipapirer, der forfalder.

***

Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen stabiliseres på dets mellemfristede mål på 2 pct., og til at opretholde den velfungerende transmission af pengepolitikken. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan desuden tages i brug med henblik på at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.

Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.

Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt