Oversigt

Den økonomiske vækst ventes at fortsat at være kraftig i de næste tre år, selvom den på kort sigt vil blive dæmpet af visse faktorer.^[1] Et stærkt stigende antal tilfælde af coronasmitte (covid-19) i flere eurolande har ført til en fornyelse af restriktionerne og større usikkerhed om pandemiens varighed. Den nye omikronvariant har øget denne usikkerhed.^[2] Desuden er forsyningsflaskehalsene blevet øget og forventes nu at vare længere, således at de først gradvis forsvinder fra 2. kvartal 2022 og vil være fuldt afviklede i 2023. Realt BNP forventes nu at nå det samme niveau som før krisen i 1. kvartal 2022 – et kvartal senere end forventet i fremskrivningerne fra september 2021. I takt med at de globale begrænsninger på udbudssiden aftager, de pandemirelaterede restriktioner og den dermed forbundne usikkerhed mindskes, og inflationen falder fra sit høje niveau, forventes væksten imidlertid at tage fart igen fra midten af 2022 til trods for en mindre understøttende finanspolitik og højere markedsforventninger til renten. Det private forbrug vil fortsat være den vigtigste drivkraft bag den økonomiske vækst, idet det fremmes af en stigning i den disponible realindkomst, en vis afvikling af den akkumulerede opsparing og et robust arbejdsmarked, hvor arbejdsløsheden ved udgangen af fremskrivningsperioden er lavere end på et hvilket som helst tidspunkt, siden euroområdet blev oprettet i 1999. Sammenlignet med september 2021-fremskrivningerne har de øgede globale forsyningsflaskehalse og strammere pandemirelaterede restriktioner ført til en nedjustering af væksten på kort sigt. Samtidig bør den gradvise afvikling af disse begrænsende faktorer understøtte en kraftigere genopretning fra 2. kvartal 2022. Dette fører ved udgangen af 2022 til en stigning i realt BNP til et højere niveau end det, der var ventet i september 2021-fremskrivningerne, med følgevirkninger, som resulterer i en betydelig opjustering af den årlige vækst i 2023.

Inflationen forventes at være højere i længere tid, men den bør falde til lidt under 2 pct. ved udgangen af 2022 og ligge på 1,8 pct. i 2023 og 2024. Prispresset er steget betydeligt i de seneste måneder, og inflationen forventes at have nået toppunktet i 4. kvartal 2021. Selvom dette pres er betydeligt kraftigere end tidligere forventet, vurderes det stadig at være stort set midlertidigt, idet det afspejler en kraftig stigning i energipriserne og et internationalt og nationalt misforhold mellem efterspørgsel og udbud, efterhånden som økonomierne genåbner. Den gennemsnitlige energiinflation forventes forsat at være høj i 2022, men at aftage kraftigt i løbet af året, idet nedadrettede basiseffekter forstærkes af et antaget fald i olie-, gas- og elpriserne. I 2023 og 2024 forventes energikomponentens bidrag til inflationen at være lavt. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer ventes at falde i løbet af 2022, i takt med at forsyningsflaskehalsene gradvis mindskes. Derefter forventes den at stige gradvis – selvom den forbliver under 2 pct. – i takt med at den økonomiske genopretning skrider frem, den uudnyttede kapacitet absorberes, og arbejdskraftsomkostningerne stiger, hvilket yderligere understøttes af højere inflationsforventninger. Sammenlignet med september 2021-fremskrivningerne er den samlede inflation blevet opjusteret kraftigt, navnlig i 2022. Dette afspejler nyere overraskende data, større opadrettede direkte og indirekte effekter fra højere priser på energiråvarer, en depreciering af eurokursen, et mere vedvarende opadrettet pres som følge af forsyningsafbrydelser og en robust lønvækst.

1 Realøkonomien

Væksten i realt BNP var fortsat kraftig i 3. kvartal 2021, tæt på det niveau, der fremgik af september 2021-fremskrivningerne. Det igangværende opsving i væksten har primært været drevet af den indenlandske efterspørgsel, navnlig efter forbrugertjenester. Dette er resultatet af høje vaccinationstal, den heraf følgende mindskede frygt for smitte og lempelsen af pandemirelaterede restriktioner. Det er også blevet forstærket af en stigning i den disponible realindkomst og et betydeligt fald i opsparingskvoten. I 3. kvartal mere end opvejede den vækst, der var drevet af servicesektoren, udbudsflaskehalsenes stigende betydning som en faktor, der begrænser industriaktiviteten.

Væksten i realt BNP forventes at være svag på kort sigt, i takt med at pandemirelaterede restriktioner strammes, og forsyningsflaskehalse øges (figur 1). Den nye forværring af covid-19-pandemien har ført til en stramning af restriktioner siden begyndelsen af 4. kvartal 2021 og et fald i mobiliteten i de seneste måneder. De strammere restriktioner forventes at blive opretholdt hen over årsskiftet. Mobiliteten bør gradvis vende tilbage til niveauet før pandemien fra 2. kvartal 2022, hvor pandemien forventes at løsne grebet om euroområdet. Den betydelige dæmpning af den økonomiske vækst ved årsskiftet bekræftes af de foreliggende data og konjunkturbarometre. For eksempel lå detailsalget i oktober kun 0,2 pct. over niveauet i 3. kvartal, og det gennemsnitlige Purchasing Managers' Index (PMI) (composite output) lå i oktober og november klart under gennemsnittet i 3. kvartal. Samtidig var der frem til november stadig alvorlige forsyningsflaskehalse i fremstillingssektoren med en løbende forlængelse af leverandørernes leveringstider, hvilket fremgik af det respektive PMI-indeks. Væksten i realt BNP er derfor blevet kraftigt nedjusteret for 4. kvartal 2021 og 1. kvartal 2022. Dette afspejler de strengere pandemirelaterede restriktioner i forhold til antagelsen i september 2021-fremskrivningerne på baggrund af spredningen af deltavarianten i mange lande og, i mindre grad, bekymring over omikronvarianten samt de kraftigere dæmpende effekter af forsyningsflaskehalse.

De globale forsyningsflaskehalse har lagt en betydelig dæmper på euroområdets industriproduktion og varehandel i 2021 og forventes at vare længere.^[3] I takt med at den økonomiske genopretning blev styrket i foråret og sommeren 2021, forhindrede globale fragtforstyrrelser og inputmangel virksomheder i euroområdet i at sætte produktionen op for at følge med den hurtige vækst i efterspørgslen efter færdigvarer. Ubalancen på globalt plan mellem den kraftige efterspørgsel og forsyningsmanglen er blevet større end tidligere antaget og påvirker flere lande og sektorer (se også boks 2). Lande, der har større andele af sektorer, som er mere integrerede i globale værdikæder, har tendens til at blive mere berørt af mangel på materialer og udstyr. Forsyningsflaskehalsene forventes nu at vare længere end antaget i septemberfremskrivningerne, idet de først gradvis forsvinder fra 2. kvartal 2022 og vil være fuldt afviklede i 2023. Dette er i overensstemmelse med nylige undersøgelsesresultater, der tyder på, at virkningen af forsyningsflaskehalsene kan vare et godt stykke ind i 2022.

Efter den svage vækst på kort sigt ventes væksten at stige kraftigt fra 2. kvartal 2022 for derefter at aftage i 2023-24 i retning af det historiske gennemsnit. Det opsving, der forventes på længere sigt, er baseret på antagelsen om, at covid-19-pandemien gradvis forsvinder, og at dens økonomiske virkninger mindskes, hvilket bør reducere den dermed forbundne usikkerhed og styrke tilliden. Desuden er det baseret på antagelsen om en gradvis afvikling af forsyningsflaskehalsene fra 2. kvartal 2022, fortsat gunstige finansieringsforhold, en vis afvikling af den store akkumulerede opsparing og den igangværende globale genopretning. I 2023-24 forventes væksten i realt BNP igen at blive mere moderat. Selvom Next Generation EU-programmet (NGEU) forventes at sætte skub i investeringerne i nogle lande, ventes bidraget fra andre finanspolitikker at falde i forhold til 2021, idet det dog er større, end det fremgik af september 2021-fremskrivningerne. Realt BNP ventes at nå det samme niveau som før krisen i 1. kvartal 2022 – et kvartal senere end forventet i september 2021-fremskrivningerne. Opjusteringen af væksten fra 2. kvartal 2022 betyder imidlertid, at BNP ved slutningen af 2022 ligger over det niveau, der fremgik af septemberfremskrivningerne, og kun ganske lidt under det niveau, der var forventet i fremskrivningerne fra før krisen (figur 2).

Det private forbrug forventes at vokse kraftigt i fremskrivningsperioden, selvom væksten sandsynligvis vil aftage på kort sigt. Det private forbrug steg kraftigere end forventet i 2. og 3. kvartal 2021, men lå i 3. kvartal stadig 2,4 pct. under niveauet før pandemien. Den overraskende stigning afspejlede et noget hurtigere fald i husholdningernes opsparingskvote end forventet. Husholdningernes disponible indkomst var fortsat hovedsagelig drevet af lønkompensation, hvilket typisk medfører en forholdsvis høj marginal forbrugstilbøjelighed. Væksten i det private forbrug forventes at falde kraftigt på kort sigt, efterhånden som pandemirelaterede restriktioner strammes, og de høje energipriser påvirker husholdningernes købekraft negativt. På baggrund af antagelsen om, at sundhedskrisen efterhånden løses i 2022, ventes væksten i det private forbrug på lidt længere sigt at stige betydeligt i 2. kvartal 2022 og at overstige niveauet før krisen i 3. kvartal. Den bør fortsat overgå væksten i realindkomsten i 2023, idet den forventede aftagende usikkerhed vil give mulighed for en vis afvikling af den akkumulerede overopsparing. I 2024 ventes både forbrugsudviklingen og opsparingskvoten at ligge tæt på de historiske gennemsnit.

Efter et beskedent fald på kort sigt forventes den disponible realindkomst at genoptage den stigende tendens, understøttet af et opsving i arbejdsindkomsten. Efter positive vækstrater i 2. og 3. kvartal 2021 vil den disponible realindkomst sandsynligvis falde, omend beskedent, ved årsskiftet som følge af den kraftige stigning i inflationen. Den forventes derefter at stige som følge af opsvinget i arbejdsindkomsten, efterhånden som den økonomiske genopretning fortsætter. Derimod vil de finanspolitiske nettooverførsler – efter at have ydet et stort positivt bidrag i 2020 – lægge en dæmper på indkomstvæksten fra 2021, i takt med at antallet af personer i jobfastholdelsesordninger falder, og andre midlertidige pandemirelaterede finanspolitiske foranstaltninger udløber – til trods for nye foranstaltninger, der indføres for at kompensere for virkningen af høje energipriser.

Husholdningernes opsparingskvote forventes at falde til under niveauet før krisen, inden den stabiliserer sig mod slutningen af fremskrivningsperioden. Efter det seneste kraftige dyk forventes opsparingskvoten at fortsætte med at falde gennem hele 2022. Dette skyldes en faldende tvungen opsparing på baggrund af høje vaccinationstal og en forventet lempelse af pandemirelaterede restriktioner efter vinteren samt en reduktion af opsparingen af forsigtighedshensyn som følge af arbejdsmarkedernes bedring og en aftagende usikkerhed. Efter at være faldet til under niveauet før krisen i løbet af 2022 forventes opsparingskvoten fortsat at falde indtil midten af 2023 og derefter at stabilisere sig tæt på det historiske gennemsnit i 2024. Den midlertidigt lavere opsparingskvote afspejler en vis afvikling af husholdningernes overopsparing, der er blevet akkumuleret siden pandemiens start, hvilket understøtter en kraftig vækst i forbruget. Denne effekt svækkes imidlertid, fordi overopsparingen er koncentreret i mere velhavende og ældre husstande med en lavere forbrugstilbøjelighed.^[4]

Stigningen i boliginvesteringerne forventes at aftage i løbet af fremskrivningsperioden. Boliginvesteringerne faldt noget i 3. kvartal 2021, hovedsagelig på grund af udbudsbegrænsninger. Trods vedvarende flaskehalse på udbudssiden og usikkerhed i forbindelse med den forværrede pandemisituation bør en robust efterspørgsel, der understøttes af gunstige finansieringsforhold, bidrage til en stigning i boliginvesteringerne i 4. kvartal 2021. Derefter bør der være fortsat støtte fra positive Tobins q-effekter, en stigende disponibel indkomst, en forbedring af forbrugertilliden og den store akkumulerede opsparing. Boliginvesteringerne forventes at vende tilbage til et udviklingsforløb, der svarer til udviklingen før krisen, inden udgangen af 2022, hvorefter stigningen normaliseres i resten af fremskrivningsperioden.

Erhvervsinvesteringerne forventes at rette sig betydeligt i fremskrivningsperioden og at tegne sig for en stigende andel af realt BNP. Opsvinget i erhvervsinvesteringerne i 1. halvår 2021 forventes at blive midlertidigt bremset af flaskehalse på udbudssiden i 2. halvår 2021. Det forventes derefter at fortsætte genopretningen, i takt med at udbudsbegrænsningerne gradvis mindskes, den globale og den indenlandske efterspørgsel retter sig, og væksten i indtjeningen stiger, hvilket desuden understøttes af gunstige finansieringsforhold og de positive virkninger af NGEU-programmet. Udgifter i forbindelse med digitaliseringen og omstillingen til en lavemissionsøkonomi (herunder i bilindustrien som følge af miljølovgivning og omstillingen til produktion af elkøretøjer) forventes at sætte yderligere skub i erhvervsinvesteringerne på mellemlangt sigt. Som følge heraf forventes erhvervsinvesteringerne at tegne sig for en stigende andel af realt BNP i fremskrivningsperioden.

Forsyningsflaskehalse forventes at påvirke euroområdets eksportmarkedsandele frem til midten af 2022, hvorefter de forventes at blive afviklet, hvilket fører til store stigninger. Eksportmarkedsandelene i 2021 har været drevet af to særskilte udviklingstendenser: for det første effekten af forsyningsflaskehalse i begyndelsen af året, som blev yderligere forstærket i 3. kvartal, og for det andet genopretningen i eksporten af tjenesteydelser i 2. og 3. kvartal. Da leverandørernes leveringstider fortsat har været lange, og fragtomkostningerne er fladet ud på rekordhøje niveauer, antages flaskehalsene at vare ved, indtil de gradvis forsvinder i løbet af 2022. Handelen i servicesektoren, navnlig turistsektoren, steg kraftigt i løbet af sommeren på grund af sæsonudsving og fremskridt med vaccinationskampagnerne. Den genopblussen af covid-19-tilfælde, der har været i flere eurolande i 4. kvartal, har imidlertid dæmpet tilliden i turistsektoren, hvilket peger i retning af endnu en anstrengt vintersæson for store rejsedestinationer. Når flaskehalsene forsvinder, og rejserestriktionerne lempes frem mod midten af 2022, forventes genopretningen af eksporten at tage fart igen. Afviklingen af de globale flaskehalse ventes at have en positiv effekt på den udenlandske efterspørgsel i euroområdet (boks 2), og den seneste depreciering af euroen bør forbedre eksportkonkurrenceevnen. Importvæksten forventes at stige igen i 2022 og 2023, efterhånden som den indenlandske efterspørgsel retter sig, men bør normalisere sig mod slutningen af fremskrivningsperioden på grund af afviklingen af ophobet efterspørgsel. Alt i alt forventes nettoeksporten at yde et stort positivt bidrag til væksten i realt BNP i 2. halvår 2022, inden den gradvis falder til et svagt positivt bidrag, i takt med at virkningerne af euroens depreciering aftager.

Arbejdsløsheden fortsatte med at falde i 3. kvartal 2021 og forventes at falde yderligere, i takt med at genopretningen tager fart. En kraftigere stigning i beskæftigelsesvæksten i 3. kvartal 2021 end forventet, ledsaget af et markant fald i antallet af arbejdstagere i jobfastholdelsesordninger, ligger til grund for fremgangen på arbejdsmarkedet og nedgangen i arbejdsløsheden. Den seneste stigning i antallet af ledige stillinger, kombineret med en kraftig beskæftigelsesvækst, signalerer, at arbejdskraft som en faktor, der begrænser produktionen, fortsat er et sektorspecifikt problem, som skyldes et efterslæb i ansættelser i de sektorer, der er hårdest ramt af pandemien. Da situationen på arbejdsmarkedet sandsynligvis vil blive yderligere forbedret, ventes arbejdsløsheden at være faldet til niveauet før pandemien ved udgangen af 2021 og at være på 6,6 pct. i 2024 som følge af den ventede store efterspørgsel efter arbejdskraft på linje med den igangværende økonomiske genopretning, men også påvirket af den demografiske udvikling.^[6] Denne arbejdsløshedsprocent vil være den laveste, der har været på et hvilket som helst tidspunkt, siden euroområdet blev oprettet i 1999.

Væksten i arbejdskraftproduktiviteten forventes at blive midlertidigt påvirket af den kortsigtede nedgang i den økonomiske vækst, før den igen tager til i styrke. Væksten i arbejdskraftproduktiviteten steg med 1,2 pct. i 3. kvartal 2021 mod 1,4 pct. i 2. kvartal. Nedgangen i den økonomiske vækst som følge af forsyningsflaskehalse og den seneste forværring af pandemien indebærer et kraftigt fald i produktiviteten ved årsskiftet. Fra midten af 2022 forventes arbejdskraftproduktiviteten at genvinde momentum, efter at den økonomiske vækst er styrket. Ved slutningen af fremskrivningsperioden forventes arbejdskraftproduktiviteten (pr. ansat) at ligge ca. 4½ pct. over niveauet før krisen.

Sammenlignet med december 2021-fremskrivningerne er væksten i realt BNP blevet nedjusteret i 2022 og opjusteret i 2023. Nedjusteringen af udsigterne på kort sigt, der afspejler en vis yderligere stramning af udbudsbegrænsningerne, højere energipriser og strengere pandemirelaterede restriktioner, har en negativ overhængseffekt på den årlige vækst i realt BNP i 2022. På baggrund af forventningen om, at pandemien forsvinder, og udbudsflaskehalsene gradvis afvikles, er den kvartalsvise vækst blevet opjusteret fra 2. kvartal 2022, hvilket har medført en opjustering af den årlige vækst i realt BNP i 2023. En mindre finanspolitisk stramning og en effektiv depreciering af euroen siden september 2021-fremskrivningerne bidrog til opjusteringerne, selvom disse faktorer blev delvis opvejet af de negative virkninger af højere oliepriser, en svagere udenlandsk efterspørgsel og højere lange renter.

2 Finanspolitiske udsigter

Tilbagerulningen af de finanspolitiske støtteforanstaltninger forventes at begynde i 2022 og fortsætte i 2023-24. Efter at have været meget ekspansiv i 2020 forventes finanspolitikken i euroområdet, korrigeret for NGEU-tilskud, at blive stort set neutral i 2021, at blive strammet betydeligt i 2022 og i mindre omfang i resten af fremskrivningsperioden. Stramningen af finanspolitikken i 2022 kan tilskrives, at en betydelig del af opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation tilbagerulles. Sammenlignet med september 2021-fremskrivningerne fra er finanspolitikken blevet strammet betydeligt i 2021, hovedsagelig på grund af uventede indtægter og andre faktorer, som ofte viser sig under en genopretning, og at de samlede diskretionære stimulerende foranstaltninger anslås at udgøre en lavere andel af BNP (ca. ½ procentpoint mindre). I 2022 forventes finanspolitikken at være ca. 1 procentpoint af BNP mere lempelig end forventet i september 2021-fremskrivningerne. Dette afspejler hovedsagelig vedtagelsen af nye pandemirelaterede foranstaltninger, eller at eksisterende foranstaltninger er blevet forlænget og revurderet, samt nye foranstaltninger, der kompenserer for højere energipriser, yderligere sociale overførsler og nedsættelser af direkte skatter og socialsikringsbidrag. Der er kun foretaget mindre justeringer af finanspolitikken for 2023.

Euroområdets budgetsaldo ventes at blive støt forbedret, navnlig i 2022, men ligger fortsat under niveauet før krisen ved udgangen af fremskrivningsperioden. Efter at have nået et toppunkt i 2020 ventes euroområdets budgetunderskud fortsat at have været højt i 2021. I fremskrivningsperioden er den betydelige forbedring af budgetsaldoen hovedsagelig drevet af den cykliske komponent og det lavere konjunkturkorrigerede primære underskud. Rentebetalinger bidrager også til denne udvikling og forventes at fortsætte med at falde til 1,0 pct. af BNP i 2024. Ved udgangen af fremskrivningsperioden forventes budgetsaldoen (på -1,8 pct. af BNP) stadig at ligge under niveauet før krisen. Efter den kraftige stigning i 2020 forventes den samlede offentlige gæld i euroområdet at falde i hele fremskrivningsperioden og at ligge på ca. 90 pct. af BNP i 2024, hvilket er over niveauet før pandemien. Faldet skyldes hovedsagelig det positive spænd mellem renter og vækst, men også underskuds-/gældsjusteringer, som tilsammen mere end udligner det fortsatte – omend faldende – primære underskud. Sammenlignet med september 2021-fremskrivningerne er de finanspolitiske udsigter for 2021 blevet forbedret, hovedsagelig på grund af udviklingen i finanspolitikken. Udsigterne for 2022-23 er stort set uændrede – med en lille forværring i 2022, som hovedsagelig afspejler de yderligere stimulerende foranstaltninger, der blev tilføjet til basisfremskrivningen i 2022, og andre ikke-diskretionære faktorer. Udviklingen i den samlede gældskvote for euroområdet er blevet nedjusteret i hele fremskrivningsperioden som følge af positive justeringer i spændet mellem renter og vækst, der hovedsagelig stammer fra justeringer af den nominelle vækst, og som følge af basiseffekter fra 2020. Rentebetalingerne i euroområdet er stort set uændrede i forhold til september 2021-fremskrivningerne.

3 Priser og omkostninger

HICP-inflationen, der i november 2021 var 4,9 pct., ventes at falde kraftigt i løbet af 2022 (figur 3). Høje energipriser (for brændstof til transport, elektricitet og gas), større efterspørgsel i forbindelse med genåbningen af økonomien og stigende producentpriser som følge af globale forsyningsflaskehalse og højere transportomkostninger har ført til en kraftig stigning i inflationspresset, som også forventes at understøtte inflationen ind i 2022. HICP-inflationen forventes imidlertid at falde i 2022, hovedsagelig som følge af basiseffekter i både energikomponenterne og komponenterne, som ikke omfatter energi, delvis som følge af udløbet af den midlertidige nedsættelse af den tyske momssats i januar 2021.^[7] HICP-energiinflationen forventes at have toppet ved udgangen af 2021, drevet af højere brændstofpriser og toldafgifter på gas og elektricitet (se også boks 3). Disse toldsatser forventes fortsat at stige frem til begyndelsen af 2022. Energiinflationen vil falde i 2022, hovedsagelig som følge af basiseffekter kombineret med virkningen af priserne på olie og på engrosgas og -elektricitet, som antages at falde i takt med futurespriserne. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer vil sandsynligvis også falde fra toppunktet i slutningen af 2021, delvis som følge af basiseffekter, men også i takt med, at prispresset aftager som følge af den gradvise afvikling af forsyningsflaskehalse, som forventes at starte i 2. kvartal 2022. De indirekte effekter af den kraftige stigning i energipriserne kan derimod udøve et opadrettet pres. Fødevareinflationen forventes fortsat at befinde sig på et højt niveau i de kommende kvartaler.

HICP-inflationen forventes at ligge stabilt på 1,8 pct. i både 2023 og 2024. Det dækker over en lille stigning i HICP ekskl. fødevarer og energi (fra 1,7 pct. til 1,8 pct.), mens fødevareinflationen og energiinflationen forventes at falde på linje med den nedadgående priskurve for oliefutures og en aftagende effekt af de finanspolitiske foranstaltninger. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer forventes gradvis at stige i den sidste del af fremskrivningsperioden, understøttet af en stramning af produktmarkederne, en øget vækst i enhedslønomkostningerne og højere inflationsforventninger, som har bevæget sig tættere på ECB's inflationsmål på 2 pct. Navnlig bør den forventede stramning af arbejdsmarkedet understøtte lønvæksten og presse HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer op i 2023-24.

Væksten i lønsum pr. ansat forventes stadig at blive fordrejet af udbredelsen af jobfastholdelsesordninger i 2022, men derefter at forblive robust. Der har været store udsving i væksten i lønsum pr. ansat som følge af jobfastholdelsesordningerne til at sikre beskæftigelsen. Dette pressede den årlige vækst i lønsum pr. ansat ned i 2020 og har forårsaget et efterfølgende opsving i de tre første kvartaler af 2021. Denne virkning forventes at vare ved i 1. halvår 2022, hvilket betyder, at den årlige gennemsnitlige vækstrate kun vil falde en smule fra 4,2 pct. i 2021 til 3,8 pct. i 2022. Derefter forventes lønvæksten at aftage, men at forblive robust på 2,9 pct. i både 2023 og 2024. Den robuste lønvækst i de senere år af fremskrivningsperioden skyldes hovedsagelig stramheden på arbejdsmarkedet, idet arbejdsløsheden forventes at falde til et historisk lavt niveau, mens anden runde-effekter af det nuværende høje inflationsniveau på lønvæksten fortsat vil være afdæmpede på linje med den lave forekomst af formelle lønindekseringsordninger i euroområdet.^[8] Der forventes visse stigninger i mindstelønnen i hele fremskrivningsperioden, men især i 2022. Sådanne stigninger vil føre til en direkte mekanisk effekt af mindstelønningerne på den samlede lønvækst, men kan også have afsmittende virkninger på hele lønstrukturen.^[9] Lønvæksten i den offentlige sektor forventes konsekvent at være lavere end i den private sektor, hvilket tyder på, at der sandsynligvis ikke vil være positive afsmittende virkninger fra den offentlige til den private sektor.

Enhedslønomkostningerne forventes at stige i fremskrivningsperioden som følge af en langsommere produktivitetsvækst pr. ansat og en robust lønvækst. Efterhånden som virkningen af jobfastholdelsesordninger aftager, forventes faldet i væksten i lønsum pr. ansat mellem 2022 og 2023 at blive modsvaret af et tilsvarende fald i arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat. Dette fører til en vækst i enhedslønomkostningerne på ca. 1 pct. i både 2022 og 2023. Den fortsatte normalisering af væksten i arbejdskraftproduktiviteten i 2024 kombineret med en fortsat robust lønvækst indebærer imidlertid en betydelig stigning i enhedslønomkostningerne, som vil bidrage til en stigning i HICP-inflationen ekskl. fødevarer og energi.

Det eksterne prispres forventes at blive væsentligt større end det indenlandske prispres i 2022, men at falde til betydeligt lavere niveauer senere i fremskrivningsperioden. Den årlige vækst i importdeflatoren forventes at stige fra -2,6 pct. i 2020 til 6,7 pct. i 2021. Stigningen skyldes hovedsagelig stigninger i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi, men også visse stigninger i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsmangel og euroens svækkelse. Fra 2022 forventes importprisvæksten at aftage og at ligge på 0,8 pct. i 2024.

Sammenlignet med september 2021-fremskrivningerne er udsigterne for HICP-inflationen blevet opjusteret med 0,4 procentpoint i 2021, 1,5 procentpoint i 2022 og 0,3 procentpoint i 2023. Lidt over halvdelen af den samlede justering vedrører HICP-energikomponenten (hovedsagelig koncentreret i 2022), lidt under en tredjedel vedrører HICP-inflationen ekskl. fødevarer og energi, og resten vedrører HICP-fødevarekomponenten. Disse justeringer afspejler nyere overraskende data, større opadrettede direkte og indirekte effekter fra den seneste tids kraftige stigning i priserne på energiråvarer, et større og mere vedvarende opadrettet pres fra forsyningsforstyrrelser, kraftigere lønvækst og en depreciering af eurokursen.